Kommende udstillinger

KVINDER I OG OMKRING CoBrA

19.6.-19.9. 2021

Sommeren 2021 åbner vi på Museum Jorn for den første udstilling på dansk grund, der sætter fokus på de kvindelige kunstnere i og omkring CoBrA. Udstillingen viser værker af kunstnere som Else Alfelt, Agnete Therkildsen, Elna Fonnesbech-Sandberg, Sonja Ferlov Mancoba, Lotti van der Gaag, Kujahn Blask, Grete Balle, Inge Bendixen, Anneliese Hager, Anna Thommesen, Else Fischer-Hansen, Christine Boumeester og Madeleine Kemeny-Szemere.

CoBrA, der eksisterede som udstillings- og arbejdsfællesskab fra 1948 til 1951, er en af efterkrigstidens vigtigste internationale avantgardebevægelser. CoBrA er blevet behandlet gennem talrige udstillinger og bøger, der bl.a. understreger bevægelsens afgørende betydning for det frie, abstrakte og spontane maleri. I dag er det overvejende mandlige kunstnere, der står som repræsentanter for den abstrakte kunst, og det er mænd, der dominerer fortællingen om CoBrA, til trods for at flere kvindelige kunstnere var både en direkte og indirekte del af bevægelsen. De har ikke fået samme anerkendelse og opmærksomhed, men er blevet glemt eller udeladt af historien.

Faktum er imidlertid, at en lang række kvindelige kunstnere i 1930-40’erne deltog i væsentlige udstillinger og kunstnersammenslutninger som Linien I og II, Høst og Helhesten. Sammenslutninger der satte den abstrakte kunst på dagsordenen i Danmark og bidrog til udviklingen af det eksperimentelle og spontant abstrakte udtryk, som blev både en forløber for og vigtigt fundament for CoBrA. Flere kvindelige kunstnere var en del af det internationale kunstneriske miljø og netværk omkring CoBrA, men kun få af dem anerkendes som CoBrA-kunstnere i dag.

Med udstillingen vil Museum Jorn markere de kvindelige kunstneres bidrag til kunsthistorien og den eksperimentelle og spontant abstrakte kunst.

Det er Museum Jorns ambition at præsentere en relevant og tankevækkende udstilling, der skaber et nyt og nuanceret billede af CoBrA og den abstrakte avantgardekunst i midten af det 20. århundrede.




Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS