Tidligere udstillinger


Tag med direktør Jacob Thage på en virtuel tur rundt i udstillingen



Markus Lüpertz

Udstillingen er forlænget til den 14. juni 2020

Den internationalt indflydelsesrige maler Markus Lüpertz (f. 1941) repræsenterer en af de mest markante profiler inden for den tyske efterkrigsavantgarde. Med sit provokerende og ukonventionelle billedsprog har han været med til at redefinere den nyere tyske malerkunst. Midt i 1960’erne opfandt han sin lyrisk-berusede – den såkaldte ‘dityrambiske’ – kunst, der forenede en figurativ naturalisme med abstrakte komponenter til en stilistisk ekspressiv og optimistisk udtryksform.

Hans ‘tyske motiver’, der i 1970’erne placerede citater af historisk belastede nationale symboler som stålhjelme, militæruniformer og patosfyldte landskabsidyller i ingenmandslandet mellem ekstatisk eufori og depression, fremstår som kraftfulde kunstneriske monumenter, der på dramatisk vis opretholder balancen mellem kaos og orden. Dertil kommer Lüpertz’ refleksioner over sin egen kunstneriske praksis igennem en insisterende seriel motivgentagelse, der kan sammenlignes med en evighedskamp mod perfektionen og en romantisk hyldest til det ufuldendte.

Lüpertz’ værker har som regel en episk dimension, og de tager ofte udgangspunkt i traditionelle klassisk-antikke mytologiske motiver. Men selvom hans malerier holder fast i traditionelle billedkunstneriske metoder og temaer, stræber de efter frigørelse fra en specifik kontekst eller et konkret billedprogram ved at hylde maleriet selv som det billedkunstneriske indhold. Som åbne filosofiske tankekulisser bliver Lüpertz’ kunstneriske arbejder uvægerligt til afspejlinger af beskuernes individuelle verdensbilleder. Med andre ord: Det gengivne motiv er hos Lüpertz ikke ensbetydende med billedets tema eller budskab, og kunstgenstandens nærmere betydning bliver først artikuleret i mødet med beskueren.

Med præsentationen af Markus Lüpertz bidrager Museum Jorn til fejringen af det dansk-tyske venskabsår 2020. Udstillingen er retrospektivt anlagt, og den omfatter mere end 90 af kunstnerens mest markante malerier fra 1960’erne og frem til i dag samt et udvalg af markante bronzer og voksskulpturer. Med udstillingen, der er den første omfattende museale præsentation af Markus Lüpertz’ kunst i Danmark, ønsker Museum Jorn at give sine gæster mulighed for selv at danne sig et indtryk af, hvordan Lüpertz’ grænsesøgende kunst med stædighed og vedholdenhed formår at udfordre de anvendte principper og rammer inden for billedkunstnerisk produktion såvel som sit eget indhold og ikke mindst sit publikum.


Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden
Knud Højgaards Fond
Birkelsche Stiftung für Kunst und Kultur
Goethe Institut

logo

Udstillingen er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020




Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS