Aktuelle udstillinger

ART STRIKES BACK From Jorn to Banksy

15. september til 8. december 2019

Kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati

Omdrejningspunktet er den kunstneriske strategi ”détournement”, som betyder forvrængning eller fordrejning. Asger Jorn kaldte sine détournementer for ”modifikationer”. Han så det som en måde, hvor han kunne modernisere malerier af andre kunstnere, ved at overmale billederne. På den måde fik det gamle ny relevans. I détournement anvendes som regel ikoniske symboler sammen med satire, parodi og humor til at kritisere f.eks. kunstmarkedet, men ofte forholder det sig også til aktuelle politiske og etiske problematikker.

DÅRLIGE KUNSTNERE IMITERER - STORE KUNSTNERE STJÆLER…
Jorn var også politisk i sin kunst, og hans modifikationer karikerede elitens selviscenesættelse, ligesom de også kritiserede kunstens kommercieller sider. Det er derfor i Museum Jorns DNA at vise kunst, som forholder sig kritisk til forskellige problematikker. Især i en tid, hvor vi ser politiske tiltag på nationalt og globalt plan, som havde været utænkelige for blot ti år siden. Det er utroligt meningsfuldt for Museum Jorn at åbne dørene for denne udfordrende udstilling, der giver et sjældent indblik i kunstens kritiske potentiale.
-Det her er en enestående og meget vedkommende udstilling, som vi tror på alle måder vil rykke i publikum- og helt sikkert også provokere. Men det er jo netop det, kunsten også skal være i stand til; at flytte menneskers opfattelse af verden, forklarer museumsdirektør på Museum Jorn, Jacob Thage.

Udstillingskurator, Christian Kortegaard Madsen, udtaler:
-Vi har kæmpet en brav kamp for at få fat i de meget kendte værker i samtidskunsten, som ikke alle har været lige nemme at få i hus. Derfor vil jeg tillade mig at sige, at det er en verdensbegivenhed der kommer til Silkeborg, med denne udstilling. Vi håber der kommer rigtig mange for at se udstillingen – fra hele Danmark og vores nabolande, ja hele verden, tror vi.

I JORNS FODSPOR
Den dag i dag arbejder adskillige kunstnere i direkte tråd med Jorn. Disse slægtskaber vil udstillingen undersøge, diskutere og formidle. Udover Jorn og Banksy, som bl.a. er repræsenteret med bl.a. værket ’Show me the Monet’, kan man også opleve væsentlige værker af bl.a. Ai Weiwei, Paul McCarthy, Jake & Dinos Chapman – som har modificeret værker af både Adolf Hitler og Francisco Goya, Marcel Duchamps ’Mona Lisa’, Hans-Peter Feldmann, Barbara Kruger, Peter Kennard, Joan Miró, Max Ernst, Per Kirkeby, Gee Vaucher, John Heartfield, kennardphillipps, Jamie Reid, Sue Webster & Tim Noble, Tom Gallant, Enrico Baj, Daniel Spoerri, Superflex, Elmgreen & Dragset, Jonathan Meese, Richard Prince, Martin Kippenberger, Christof Kohlhofer, Gaspard Delanoë og den spanske kunst-aktivistgruppe Democracia.

Der udgives katalog ifm. udstillingen.

Formidling og samtalemenu


Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS