Om Asger Jorn

Yang-Yin. Det dialektisk-materialistiske livsprincip

Teksten er publiceret i: A5. Meningsblad for unge arkitekter. København 1947, årg. 3, nr. 4, p. 18-34.

Arkitekt Henning Jensen citerer i A5 1947 nr. 3 med stor venlighed nogle af mine udtalelser om kunst og arkitektur og konkluderer i en hyldest til det kinesiske Yang-Yin princip. Dette er mig unægtelig en fornøjelig overraskelse, da jeg selv i øjeblikket er kommet til nøjagtigt samme resultat. Tilsyneladende skulde der altsaa ikke være mere for mig at tale om. Naar jeg alligevel gør det, skyldes det, at jeg idag mener med større klarhed at kunne præcisere, hvad det er saavel Henning Jensen som jeg selv kæmper for, at kunne vise, at det ikke er noget i luften frit svævende imaginært, men noget uhyre konkret og reelt, ja, det mest reelle af alt.
For det første vil jeg paapeger at Tao ikke i sig selv er et ideal, men tværtimod er udtryk for en direkte reel, en materialistisk livsindstilling, der sætter mennesket og kulturen som det højeste og største, i modsætning til klassicismen, der sætter tanken, oplysningen og civilisationen som det højeste, som højere end mennesket og menneskets natur, højere end livet.
Desuden vil jeg paapege, at det ikke er traditionen, der er grund til at angribe, den sande tradition, Iivets tradition, livets sammenhæng og kontinuitet, men at det netop er det, der forhindrer livet i sin organiske kontinuitet, at det netop er den falske tradition, vi maa bryde med, for at give livet dets naturlige sammenhæng tilbage.
Yang og Yin er ikke noget >meningsløst<. Det er tvært imod selve livets mening. Livet har overhovedet ingen anden mening for mennesket end dyrkelsen af Yang og Yin.
Yang er manden, og Yin er kvinden, og disse to i forening er det vi kalder mennesket, og i foreningen af Yang og Yin skabes og lever det menneskerige liv, og menneskets liv er livets mening for mennesket, intet andet, overhovedet intet andet.
Det er dette, det sande menneske, det naturlige menneske, den mandlige og den kvindelige sandhed, den naturlige mand og den naturlige kvinde og deres naturlige livgivende miljø, den naturlige urbanisme, den organiske urbanisme, den naturrige livsform, som vi idag søger, som vi finder, fordi den skal findes, som eksisterer, men endnu idag er blevet kvalt og undertrykt af den falske tradition, den klassiske tradition, af overklassens sygelige tradition.

Den klassiske form - den homoseksuelle form
Som eksempel paa den klassiske indstilling til kunstens formproblem vil jeg benytte nogle udtalelser af en tegner i et grafisk tidsskrift fornylig. Der var egentlig ikke nogen speciel grund til at vælge denne kunstners udtalelser, hvis sociale og politiske indstilling er
uomtvistelig positiv og uangribelig. Enhver akademiker lærer samme og siger det samme og arbejder efter det samme princip.
Denne Tegner skriver: "Naar det gælder formoplevelse, lad os da som eksempel betragte kvadratet og cirklen, vel nok formernes største kontraster, repræsenterende yderpolerne: kvadratets maskuline og cirklens feminine."
Der kan ikke herske tvivl om rigtigheden af denne kontrast imellem kantet og rundt, spørgsmaalet er blot: Hvad er det maskuline og hvad er det feminine af disse to ting? Tager vi fejl i dette spørgsmaal, da vil dette være meget skæbnesvangert, for da vil vi opfatte det feminine som maskulint og det maskuline som feminint. En saadan venden
tingene paa hovedet vil kunne faa de mest ejendommelige konsekvenser.
Overfladisk set synes denne Tegner at have ret: Det stive og stejle maa da være udtryk for det mandige, og det afrundede og vege maa da være kvindeligt.
KarI Marx siger et sted: Formen har ingen værdi, om den ikke er indholdets form.
Naar Marx kan sige noget saadant, saa tyder det paa, at form og indhold ikke altid er det samme, men at det burde være det, at formen til tider kan være blot overflade og at der kan skjule sig ganske andre ting under overfladen. Alene det, at den nævnte kunstner
finder paa at sige, at "Nazismen var en typisk maskulin bevægelse i alt" og som bevis paa den lige og brudte linjes maskulinitet anvender det forhold, at nazisterne med forkærlighed anvender det forhold, at nazisterne med forkærlighed anvender denne form, saa begynder man at tvivle om sandheden af hans maskuline formdefinition, i hvert fald for selve indholdets vedkommende.
Det er dog ingen hemmelighed, at den nazistiske bevægelse, hvor maskulin og muskelspillende dens facade end var, repræsenterede en decideret feminin og homoseksuel mentalitet. Enhver, der kan huske Röhm-affæren ved dog dette, som ogsaa idag alle psykologer i verden er enige om. Denne tegner ser derfor ud til at være inde paa et beklageligt vildspor med sin herre- og damesymbolik.
Vi har antydet, hvad Nazisterne og aabenbart ogsaa den borgerlige akademiker opfatter som mandighed. Men hvad er dette i virkeligheden for noget? Hvordan er dette begreb opstaaet, og hvad repræsenterer det i virkeligheden i sin naturlige form.
Formens problem er stilens problem. Stilens sprog og formsproget er det samme, og naar Karl Marx et sted siger: "Stilen, det er mennesket", saa er dette et udtryk ogsaa for den kolossale interesse, der idag har grebet saa mange, bl. a. ogsaa nævnte tegner for at forstaa og forklare det menneskelige indhold, der er udtrykt i den kunstneriske form, den kunstneriske stil.
En bevidst definition af formens menneskelige indhold, af formens symbolske indhold er en meget alvorlig sag, og en fejlvurdering, en forveksling af begreberne kan havde de mest skæbnesvangre følger.
Der kan være dem, der er interesseret i at fastholde en saadan fejlvurdering, men for dem, der søger sandheden maa den sunde sandhed, ogsaa i det kunstneriske problem, være maalet, det eneste acceptable maal.

Livets dialektik
Alt liv er en svingning imellem aktivitet og passivitet, imellem produktion og konsumation, imellem at give og at tage, imellem sommer og vinter, dag og nat, netop igennem foreningen af det aktive og det passive, ved en skiftevis hengiven sig til begge tilstande med lige stor hengivenhed opstaar det nyskabte, det dialektiske resultat af tilsyneladende uforenelige modsætninger. Det er naturligt, at mennesket ser paa hele denne livsproces ud fra sine egne forudsætninger og lige fra den primitiveste kultur har opfattet livets dialektiske proces som identisk med forholdet mellem mand og kvinde, fordi den menneskelige frugtbarhed faktisk symboliserer den universelle proces, hvoraf menneskeheden er en del. opfatter man det maskuline ikke som det statiske men som det aktive, som det handlende, som det dynamiske, som bevægelsens kraft, paa samme maade som naturfolk og naturlige mennesker gør det, da bliver det slangen og det som tegneren i det foregaaende kalder "de smukke feminine former, som findes i S-bogstavet", som i deres indhold symboliserer det mandIige princip. Saa bliver det kvadratet, den statiske, brudte linje og form, der repræsenterer det passive, modtagende og konserverende, det kvindelige princip. Det viser sig altsaa, at han siger det absolut modsatte af hvad her fremhæves. Der er intet kompromis muligt.
Ud fra dette synspunkt har denne tegner altsaa vendt sagen paa hovedet, hvorfor har han gjort dette? Lad os først fastslaa, at han ikke er ene om det.
Hele den klassiske kunst fra Grækenland er opbygget paa dette homoseksuelle princip, samtidig med at det naturlige kærlighedsforhold imellem mand og kvinde mistænkeliggjordes som det endnu den dag idag er noget man ikke taler offentligt om. Alle kunstakademier har netop til opgave at udrydde enhver naturlig opfattelse af mandigt
og kvindeligt i kunstnernes tankegang og indstille dem paa den karakterfaste og stejle eller rettere sagt feminine eller homoseksuelle form for mandighed og frem for alt at forhindre befrugtningen, livsdialektikken, den kunstneriske befrugtning. Den bestaar i foreningen af det mandlige og kvindelige, og ikke ved hele tiden at sætte disse to principper op i kontrastspændinger eller kontrapunktiske spændinger, i >sving og modsving<, som nævnte tegner forklarer, et statisk pang-dang system, hvor der aldrig sker noget, og noget aldrig maa ske, noget andet end at kræfterne holdes i uklart ave, ved gensidigt at modarbejde hinanden. Denne statiske stilstand, som er det man kalder den kunstneriske monumentalitet, har netop fundet fidusen til dette senile pragtværks gennemførelse ved at have byttet om paa begreberne maskulint og feminint, ved at have proklameret, at det
statiske, det stive, det passive er det maskuline. Men vil man undersøge indholdet af denne ejendommelige symbolik, da slaas man unægtelig af dens sandhed trods alt. Det den repræsenterer ser i virkeligheden saadant ud.
For at gaa til roden, lad os tage det græske samfund. Det bestod af 400.000 mennesker, hvoraf de 250.000 var slaver, der producerede alt og altsaa i virkeligheden var den maskuline del af samfundet.
Disse producerende mennesker blev dog overhovedet ikke regnet for mennesker men blot for en slags produktionsmidler eller husdyr. Tegnet paa, at man var et menneske, var netop at man ikke producerede. Tegnet paa, at man var en mand., var netop dette, at man
ikke opførte sig som en mand. Der er derfor ikke noget underligt i, at det græske mandsliv var homoseksuelt, og at den eneste kvinde, man havde respekt for, var kvinden, der ikke vilde lade sig befrugte, hetæren, jomfru Maria, ludderen, som hun kaldes i vore dage.
Accepterer vi som den akademiske kunstner, at det er overfladen,
den ydre form, der repræsenterer det sande indhold, saa maa vi arbejde paa at gøre manden firkantet og kvinden rund, at gøre manden til samler og konserverer, gøre ham til det modtagende princip i samfundet og kvinden til det givende, til det dynamiske, det aktive princip. Men dertil er der at sige, at hvor meget man end har kunnet overvinde naturen, saa er der visse fysiologiske ejendommeligheder hos mand og kvinde, som man skal dyrke som skal og overflade men modarbejde som indhold, men derved vil ogsaa skallen en dag vise sig at tage skade, for indholdet kan ikke udslettes. Men man kan
ogsaa gøre det modsatte og fastholde indholdet, og saa søge at udvide dets omraade mer og mer i forhold til skallen saa det kun ser denne og danner formen. Jeg kan ikke nægte mig at fremlægge den kloge, ja geniale maade, hvorpaa Kineserne i sin tid løste dette problem, saa de endnu den dag i dag kan have slangen eller dragen som samfundssymbol, som alle naturfolk har det og som vi i Vesteuropa ogsaa havde det indtil slangekulten, dyrkelsen af det mandIige frugtbarhedsprincip, forvandledes til en symbolsk slange- eller
dragekamp eller bekæmpelse af mandighed og frugtbarhed. Det er læren om Yang-Yin princippets fastholdelse selv hvor dette tilsyneladende var en umulighed og opgivet. Det naturlige mandligt-kvindelige princips skjulte eksistens i østens kultur. Det kunde maaske give en og anden vesterlænding noget at spekulere paa, en forklaring paa, hvorfor øst er øst og vest er vest, og hvorfor vestens og østens livsindstillinger er uforenelige, et enten-eller, der, om man vælger østens livsindstilling, bliver til et baade-og.

Tao
Tao er ikke en kinesisk ideologi. Det er blot navnet og udformningen der er kinesisk. Tao findes og har eksisteret i alle naturlige kulturer i menneskehedens historie, overalt paa kloden fra tidernes morgen. Tao er en realitet under den aktuelle realitet. Den ligger forud for den aktuelle realitet og den ligger i fremtiden ikke alene for Kina, men for hele verden, ikke som en passiv drøm, men som en konkret social og personlig realitet, som en reel livsform.
Lin You Tang siger, at Kineserne vel igennem deres kultur er K'ung Fu-Tse-tilhængere, men i endnu højere grad ifølge deres natur er Taoister. Man kan dertil tilføje, at alle mennesker ifølge deres natur er Taoister.
Tao er Kinas urkommunistiske, livsdialektiske tradition, som Taoisterne har kæmpet for at fastholde efter at dens materielle grundlag begyndte at opløses under den vesteuropæiske klassekulturs indflydelse.
Schu-ma ch'ien skriver (iflg. Aage Marcus) ca. 100 f. Kr.: Taoisterne tilskyndede menneskene til aandeligt fællesskab, Iærte, at deres handlen skulde være i harmoni med det >usynlige< og fuld af velvilje mod alt og alle. De fulgte Yang- Yin lærens (dialektiske) opfattelse
med hensyn til naturens ordnede gang. I overensstemmelse med de vekslende aarstider føIger de livet i naturen.<
Deres indstilling er, at et folk ikke regeres af en regering, men bedst regerer sig selv, derfor: jo færre love og regler, jo mindre indgriben af regeringen i folkets liv, desto bedre.
Tao er betegnelsen for det højeste og dybeste, det inderste i vor tilværelse. Det er selve livet. Tao betyder simpelthen vejen, livets vej, naturens vej; det er udtryk for livets vandring, for menneskehedens strøm, som drager afsted i sin uendelige procession, vejen der drager
mennesket til sig, selve dragen, livets dynamiske princip.
Taoismen er ikke resultatet af en profets syner, men selve folkets poetiske livssyn, hvis oprindelse taber sig tilbage i en samling ordsprog og visdomsord, opsteget af folkets livserfaring og udtalt gennem sandsigerens mund.

Tao og Taoismen
Tao forvandledes til Kinas metafysiske mystik samtidig med, at dens realitetsgrundlag forsvandt. Den blev et supplement til K'ung Fu-Tses etik i en haabløs rivalisering med denne. To livsindstillinger, der gensidigt var i stand til at paavise hinandens manglende relation til det reelle liv, til det aktuelle samfundsliv. Idet Tao søger den absolut spontane livsform og denne ikke reelt eksisterer og kan eksister i et spaltet samfund, maa Taoisten fornægte samfundet og prædike den sociale passivitet wu wei, en form for passivitet, der er af en ganske anden art end den vesteuropæiske, en passivitet, der i virkeligheden er en skjult aktivitet. Det sociale princip, enheden og ligheden bliver til selvløshed, ringhed, eftergivenhed ofte symboliseret ved vandet, det taoistiske forbillede eller rettere symbol.
I skriften Tao te king staar der:
>Intet under himlen er mere blødt og eftergivende end vandet. Men naar det sker, at det angriber ting, de være sig nok saa haarde og stærke, saa er der intet, der kan besejre det standhaftige, og det bløde overvinder det haarde<.
Tao holdt fast ved, at livets evige strøm er den mest sande form for liv, at dette kun findes bag ved den aktuelle sandhed, det aktuelle samfund. Tao blev >det formløses form, det usynliges udseende, det tommes indhold<.

Tao og forvandlingernes bog
Forvandlingernes bog er en gammel bog om Kinas kulturgrundlag, den kinesiske materialisme, og er forudsætningen for Tao, forklarer Tao, forklarer livet og livets evne til at forvandle sig.
Ligesom Sfinksen i sig forener mand og kvinde, menneske og dyr, jord og himmel er ogsaa det kinesiske tegn for universet en forening af Yang, det aktive, det mandlige princip, lyset og dagen og sommeren og Yin, det passive princip, mørket, natten og vinteren. Disse to
princippers dialektiske forening danner Fortunas hjul eller visdommens cirkel, som det hedder i andre kulturer, og danner grundlaget for hele den skat af livsvisdom, som det kinesiske folk har samlet sammen i sine ordsprog, de gamles tale, de evige sandheder. Cirklen, den uendelige enhed repræsenterer altsaa foreningen af det mandlige og det kvindelige. At isolere mand eller kvinde i cirklen vil sige at forhindre foreningen, forhindre livet og frugtbarheden.
Men Yang og Yin er ikke to absolutte enheder eller halvdele. Heri ligger deres hemmelighed. Denne erfaring har kineserne fremstillet i "de otte tegn", som danner nøglen til forstaaelse af kinesisk mentalitet og af naturlig menneskelig mentalitet i det hele taget.
De "otte tegn" er først og fremmest en uddybelse af de to begreber Yang og Yin.

Det uimodstaaelige, manden, det himmelske symbol og det gennemtrængelige frugtbare, det kvindelige, jordens symbol.
Men det viser sig, at det mandlige, uimodstaaelige godt kan eksistere indhyllet i kvindelighed, blot som en uigennemtrængelig kerne. Forstaaelsen heraf er en uomgængelig nødvendighed for overhovedet at kunne begribe Tao, som den efterhaanden former sig efter den kinesiske og orientalske mentalitet, ja for overhovedet at forstaa menneskets livsmuligheder i dag. For den skjulte mandigheds tegn, det tredie tegn er netop det af Tao saa højt priste vandets tegn. Det er den eftergivende styrkes tegn, som har sit modstykke i den i mandighed indhyllede skjulte kvindelighed, ildens tegn. Ilden, der tilsyneladende er saa stærk, men hvis styrke aldrig kan befrugte kun tilintetgøre, men hvis aske er frugtbar jord, hvori mennesket kan saa sin sæd.

Men kan mandigheden indhylles i kvindelighed og omvendt, da kan mandigheden og kvindeligheden ogsaa blot paa overfladen se ud som deres modsætninger, som det er tilfæIdet i det femte og sjette tegn, der henholdsvis betegner floden og bjerget.
Floden, der bøjer sig og snor sig efter landskabets former er tilsyneladende eftergivende, passiv, veg og kvindelig. Men kender man floden, da vil man vide, at den ikke alene som havet og søen har himlens skær, men at den er en uimodstaaelig magt, der baner sig
vej overalt, gennem alt, sliber og afskærer og efterlader frugtbarhed, hvor den strømmer frem. Mens bjerget paa sin side i sin stejle haardhed ser saa mandig ud, alligevel ikke er andet end passiv stivnet og ufrugtbar jord, en stejlhed, som floden i sin tilsyneladende svaghed er i stand til at smelte, befrugte og forvandle til frugtbar muld.
Vesteuropa har gjort sin kultur til en >mandig< klippe, der demonstrerer sin >mandighed< ved at staa sig imod havets og naturens forgæves stormløb. Vi blir viftet om næsen med dette heroiske billede af > den mandige klippe<, der staar fast i havets brodsøer, baade
naar det drejer sig om enkelte geniale individer eller vor kultur som helhed, Og naar havet i sin forgæves kamp alligevel udhulede klippens fod, erstattedes denne med paaklistrede lerfødder, en stenkolos, der vil og maa vælte, lige meget hvor meget der klistres og repareres. Vor kultur har lige siden Babylons dage været en kvinde i skinnende blikrustning, en Jeanne d'Arc, og er idag blot en graa konservesdaase-kultur med en farvestraalende etikette og et vammelt, smagløst og slattent indhold. Saadan er manden, og vor kvinde er brusende fjerboaer og bløde kniplinger med rustfri staalhjerter.
Som Johannes Holbæk udtrykte det:
>Havde kvinderne stærkere mænd for øje, havde mændene mildere kvinder for øje. Men der er sløjhed over hele linien.<

Men der findes endnu to muligheder i Yang og Yins otte tegn. Det mandlige, der tilsidst blir kvindeligt og det kvindelige, der tilsidst afslører sig som mandligt. Vinden og tordenen.
Vinden, der stormer afsted og er saa stærk at den kan væIte alt, men som dog trods alt ikke er noget aktivt noget frugtbart, og tordenen, der tilsyneladende er ild og fortærende graadighed, men som bringer regn og frugtbarhed i sit følge. Naturmennesket, der elsker
frugtbarheden og grøden er ikke bange for tordenvejrets kvindelige rabalder og spetakel og lynenes knitren. Men tror man derimod, at kvindelighed er mandighed, at rabalder og dræbende ildtunger er mandighed, og at frugtbarhed er en kvindelig svaghed og slavemærke, da bliver man ræd for tordenen, da bliver man ræd for naturens kræfter, da kæmper man ikke sammen med naturen, men imod den. Vesteuropæeren ynder at udbrede sig om naturmenneskets naturrædsel, som ikke stort set eksisterer andre steder end i vesteuropæerens egen indbildning og som kun er et spejlbillede af hans egen
rædsel. Derfor lyder et gammelt, kinesisk ord ogsaa saaledes:

>Tordenens drøn i det øde rum frygtes af mennesker med tomt hjerte. Den, der har god samvittighed, sidder roligt stille uden frygt eller ængstelse. Men bedrageren, kan han vide, om ikke lynet skal træffe ham i hovedet. I det øjeblik tænker han ikke paa at erhverve, men paa at trække sig tilbage.<

De otte tegn er erfaringen om mandighedens kvindelighed og kvindelighedens mandighed og det værdifulde i dette, den indre modsætnings eksistens, om man er i overensstemmelse med den, og om forbandelsen ved at ville fornægte denne sandhed, undertrykke den og kun tro paa overfladen, som vi har gjort det til speciale i vor vesteuropæiske civilisation. For lige som den orientalske passivitet blot er en tilsyneladende passivitet, er den vesteuropæiske rastløse aktivitet blot en tilsyneladende aktivitet, en statisk, en ufrugtbar, en dræbende aktivitet. Klippens fald er >Untergang des Abendlandes<. Men vi maa forstaa, at klippen ved at blive væltet af vandet vil blive forandret til frodig muld, som i forening med vandet vil skabe organisk liv, lade planten vokse op til et træ, til livets træ, til en ny enhed, livets skabende princip, livets fri dialektiske virksomhed, hvis muligheder i foreningen af Yang og Yin ikke er udtømte med de otte tegn, men er uendelig i sin rige variation som livet selv.

Symbolets relativitet

Man maa ikke af det her skrevne forledes til at opfatte symbolet som noget fast. Symbolet er noget relativt. Det er nemlig blot tanker og forestillinger, som menneskene knytter til tingene. Naar jeg her har tillagt visse geometriske former mandighed og andre kvindelighed, saa kan man under visse forhold benytte de samme former ud fra modsatte symbolske synspunkter. Det kommer udelukkende an paa, hvad man opfatter som den væsentlige egenskab ved symbolet.

Hvad er et symbol
Et symbol er ikke en ting, der forestiller noget andet end det er. At opfatte en tings symbolske karakter som væsentligere end dens direkte reelle eksistens er urealistisk nonsens. Naar vi taler om aktivitet som mandighed og passivitet som kvindeligt, saa er dette blot en overføring af noget menneskeligt i den ydre verdens fænomener.
Det er blot et billede, vi danner os for bedre at forstaa fænomenerne. Vi identificerer os med dem. En sol er lige saa lidt noget mandigt som en kop er et kvindeligt kønsorgan. Dette har mange moderne seksualsymbolister svært ved at forstaa. Lad os tage et
fænomen som den rette linie. Vi har lige set, at den baade kan opfattes som mandlig og kvindelig, idet den henholdsvis er hel og brudt. Paa samme maade kan man opfatte den horisontale, den liggende linie som kvindelig i forhold til den staaende linie, som man
saa opfatter maskulint. Dette er i sin forening meningen med korsets tegn - og hagekorset med forresten. Det er hverken et maskulint eller feminint tegn, men simpelt hen et tegn paa foreningen af mand og kvinde, et Yang-Yinprincip. Endnu tydeligere bliver dette, hvor tegnet som i majstangen .har bevaret sin sandsynligvis oprindelige form af en omkranset stang. Her har vi altsaa en rund form, i kransen, der opfattes som kvindelig. Det samme
er tilfældet med skaalen. Skal vi altsaa vide om en tegnet cirkel skal opfattes som mandlig eller kvindelig, saa maa vi vide om denne cirkel forestiller en krans eller en skaar, en kugle eller en cylinder. Vi ser altsaa, at symbolet aldrig er noget uvirkeligt, men altid har tilknytning, ikke blot til en enkelt realitet, men til en mængde forskellige ligeartede fænomener. Opfatter man f. eks. himlen som et himmelrum og jorden som en kugle, der rager op i himmelrummet, som ægypterne gjorde det, saa er himlen noget feminint og jorden noget maskulint, som man manifesterer med obelisker og pyramider.
Pyramiden er en trekant, der symboliserer ilden, flammen. Den kan man altsaa ogsaa opfatte baade feminint og maskulint. Man har hos ægypterne valgt at opfatte den med spidsen nedadvendte trekant, der symboliserer vandet, som kvindelig, og den med spidsen opadvendte trekant som mandlig og deres forening i stjerneformen som et Yang-Yinprincip. Paa samme maade kan man opfatte to cirkler inden i hinanden. Den inderste er saa kuglen eller stangen, og den yderste er skaalen eller kransen. Lyset og ilden kan opfattes maskulint som i pyramiden, der er et flammesymbol. (Pyramis betyder flamme). Tilsvarende Yang-Yinprincipper er den tyrkiske maanesegl med stjerne og solbaaden, det ægyptiske kærlighedstegn og ildboret eller ankeret. Alle disse symbolformer og tolkninger af symboler har i sig selv overhovedet ingen betydning. Det, der har betydning er, hvad mennesket anser for maskulint og feminint hos sig selv. Dette er det eneste problem, der har betydning i denne sag.

De to livsformer
Mennesket har i sin udvikling to livsformer: samlerens og skaberens livsform. Disse to livsformer danner en skelsættende forskel i menneskets liv, fordi det betegner forskellen imellem en jagende og tagende livsform og en dyrkende og formidlende livsform, hvor man giver for at kunne tage. Uden overgangen til den sidste livsform kan der ikke af mennesket skabes en kultur, for det at kultivere er intet andet end at dyrke, at formidle, at arbejde.
Det mandige opfattes af alle naturfolk som det aktive. Men skal man have en mening med, hvad aktivitet er, da maa man vide, hvad denne aktivitet gaar ud paa. Samlerens aktivitet er at slaa ihjel og at samle. Han staar derfor som et feminint væsen over for naturen, der skal føde ham, og som derfor af ham opfattes som noget maskulint. Jægerens og fiskerens arbejde er natarbejde. Derfor bliver hans symbol altid nattens dæmon, Pan med dyrehale og slanger. I et kultursamfund opfatter manden naturen som noget kvindeligt, som han skal bearbejde og saa sin sæd i og frugtbargøre for at den kan føde de stoffer, som han skal administrere baade for sig selv og naturen. Nattekulten overgaar her saa naturligt til kvinden, saa vi har en maskulin dagkult eller arbejdskult og en feminin og passiv hvile- og
kærligheds-konsumationskult, der hører aftenen og natten til. Dette er den naturlige forening af nat og dag, af mand og kvinde, af aktivitet og passivitet, af arbejde og hvile, af Yang og Yin. Det er det dionysiske princip. Det er lykkens hjul.
Men er samfundet et klassesamfund. Er arbejdet overladt til slaver, der opfattes som dyriske skabninger, da maa der skabes to konkurrerende livsindstillinger i det samme samfund, een for overklassen, der baserer sig paa det passive samler- og destruktive og agressive jægerstadium, og et for den arbejdende befolkning, den aktive formidlende frugtbarhedskult. Men overtager den passive overklasse nu dagens maskuline symbolik og overgiver underklassen nattens feminine symbolik, hvad der er nødvendigt, for at overklassen kan hævde sin førende stilling i forhold til den arbejdende befolkning,
saa har vi hele den forvirring imellem maskulint og feminint, som kendetegner europas kultur, hvor frugtbarhedsdyrkelsen er mistænkeliggjort og erstattes af den religiøse kampdyrkelse, det kristne menneskes kamp med sig selv, med sin egen natur.
Konklusionen af denne artikel bliver derfor ikke af kunstnerisk art, ej heller af psykologisk art, men af social art, idet den fremtvinger det synspunkt, at inddelingen af samfundet i en over- og underklasse ikke er en naturlig udvikling i menneskehedens historie, men at det er en skæbnesvaner atavisme, et kulturelt tilbagefald, idet en kultiveret og kultiverende gruppe mennesker underlægges en gruppe ukultiverede og antikultiske individer. Saadant er vort samfund indrettet idag. Dette er aarsagen til, at Karl Marx med forundring konstaterer, at >den kapitalistiske produktion er fjendtlig over for kunst og poesi.<

Øst og vest
Øst er øst og vest er vest, siger Kipling, kapitalismens imperialistiske forvarer, og de kan aldrig komme til at forstaa hinanden, derfor maa vi undertvinge og undertrykke østen saa godt vi formaar, og sende missionærer afsted tit at forvirre deres sanser, for vi er realister, og disse mennesker er blot mystiske materialister, der ingen stræben har i kroppen ud over at leve saa intenst som muligt. Dette er dog heldigvis blevet umuliggjort igennem aarhundreders bombardement af disse uindtagelige kulturer; men har man ikke kunnet
andet, saa har man dog kunnet forstyrre dem, først med buddhismens dualisme og senere med mere haandgribelige metoder. De søger at vende tilbage til deres naturlige livsform. Men England og Amerika gør alt, hvad de kan for at forhindre det, nu Japan er faldet fra.
Japan, dette land, der har snyltet paa den kinesiske kultur som Grækenland gjorde det paa den orientalske og ægyptiske, og som England gør det paa hele verden.
Vi er realister, og vi har tænkt os til den materialistiske livsanskuelse. Vi vil gerne udbrede den, men vi tør ikke selv efterleve den,
Vi har lært at blive skarpe iagttagere, jo mer vi ser desto mer vokser sulten i vort indre, >nok se men ikke røre<, staar der skrevet over Europa, og Amerika og vi vandrer videre for at se, vi sejrer, flyver, kører med lynets fart for at se saa meget som muligt, men opleve det
sete, leve i det sete, det tør vi ikke, stadig videre til nye horisonter.
Det har vi jo set før, er det stadigt tilbagevendende umættelige krav paa nyt, nyt, og hvad finder vandrefuglen, der iler over bjærgetoppene, hvad finder turisten paa sydhavsøerne, hvad finder præsten i sin bibel - intet.

Framåt över jordens yta
utan ro den trötte ilar,
låter världshistorien flyta,
ser hur våg i våg sig gjuter,
mänskoåldrar bli minuter
för hans blick och tiden vilar.
I sitt gamla bröst han döljer
smärtans tagg och kvalets tand.
Obeveklig honom följer
ödets hand.

Asger Jorn.



Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS