Om Asger Jorn

DE PROFETISKE HARPER

Teksten er publiceret i Helhesten. Tidsskrift for Kunst. 2. årg. nr. 5-6, Kbh. 1944. p. 33-38.

Af Asger Jørgensen

Billedkunst og skrift er det samme. Et billede er skrevet og skrift er billeder. Vi taler ejendommeligt nok ikke om grafologi i forbindelse med kunst. Denne videnskab har faaet sit store opsving i det mere samfundsnyttige spørgsmaal om afsløring af forbrydere og idioter. Men alligevel er der en haandskrift, en grafik i ethvert billede, som der er et billede i enhver haandskrift.

Det har vist sig, at haandskriftens betydning har været i stadig stigen, efterhaanden som den er blevet mer og mer unyttig og distanceret i det praktiske liv. Bogtrykkerkunstens opfindelse betød en kolossal og blomstrende udvikling for haandskriften, og vi kan med glæde se frem til den tid, da man i skolerne i stedse stigende grad vil benytte sig af maskinskrivningen, hvad der vil resultere i en ny og langt friere kaligrafi med storslaaede muligheder for udnyttelsen af haandskriften.

Kun det menneske, der føler en skrifts indhold, kan fornemme et billedes indhold, for et bogstav er ikke alene en del af et ord, en passage i en lydkombination, en node, hvorefter vi synger vore ord. Det kan ogsaa være noget andet: et billede.

Lige som en violins klangfylde er afhængig af den mængde af bitoner, der ligger bag ved den egentlige tone, vi hører, saadan er hele den række af ubevidste associationer, vi har til et tegn, aarsagen til, at dens betydning for os bliver rigere og voldsommere.
Grænsen mellem billedkunst og skrift er i sin oprindelse udflydende. Det er alt sammen symbol for noget.

Men det interessante er, at det hele tiden ogsaa er symbol for noget andet. I en talmand er tallene pludselig blevet noget andet, og vi faar sympati for tallene paa grund af deres anvendeligheds elasticitet. Den moderne matematik har udvidet tallets betydning paa mange imaginære omraader. Der burde ogsaa i dette interessante og mægtige tankesystem som den moderne matematik omfatter, og hvor ogsaa bogstavet har opnaaet nye uanede betydninger, kunne indgaa begreber som talmænd, taldyr og den slags fænomener. Men efterhaanden som matematikken vokser ud over logikkens grænser vil saadanne fænomener sandsynligvis ogsaa komme til at indtage en central stilling, ligesom musikkens fysisk-matematiske system til den tid vil blive undersøgt.

Overgangen fra en kaligrafisk til en grafologisk indstilling til skrift er under alle omstændigheder et værdifuldt skridt. Det er ingen tilfældighed, at man ogsaa paa dette område lader en æstetisk skønvirkeindstilling vige til fordel for de forsøg, der gøres paa at naa til en forstaaelse af, hvad det er, der kan ligge bag det hele. For det drejer sig ikke om at faa stil over haandskriften, men om at den bliver udtryksfuld, som kineserne har forstaaet, for ikke blot mennesket, men ogsaa miljøet og tiden har sin specielle kaligrafi, som det drejer sig om at arbejde op på til sin højeste fylde.
Det dobbelthed, ja til tider flerdobbelthed i det billedmæssige indhold, denne flertydning, denne dobbeltbund i billedet, der fylder os med anelser og mærkeligt uhaandgribelige visioner over for billedet: en kornmark eller en hieroglyf, er det maleriske instruments klangfylde.

I symbolismen, dette nøgne sjælemaleri, ligger disse kvaliteter saa stærkt følte fremme i billedet. Hvor har de paa forbavsende maade kørt sig selv rundt i denne sentimentale idealistiske symbolisering, som vi nu maa trække paa skuldrene ad.
Men deres hysteriske irritation af sindets dybeste klangbund chokerer os lige saa stærkt og friskt i dag, som da det skabtes, og det er i pagt med nye, storslaaede maleriske perspektiver.

At leve er maalet. Jeg vil leve.
(Tama Rez)

*

At ville rose en profet er lige saa vanvittigt som at ville kysse et lokomotiv, der farer forbi.

*.

Vi er harpen, og vore arbejder er strengene. Nattens vind strømmer ind mellem strængene, og der lyder musik; fra alle sjælens strænge lyder toner: onde og gode, skønne og grimme, klare og dunkle. Lad aldrig nogen tone dø.

*

Der gives musik for øjet som for øret.

*

Jeg har iagttaget, at den løjerlige snurrende, klagende sang, hvormed et lille geværprojektil gennemtrænger luften, virker langt mere livsvækkende paa publikum end de fyldigste orkestertoner.
Jeg finder kun i projektilets p e r s o n l i g h e d forklaringen paa, at dets tarvelige m u s i k gør indtryk paa menneskeslægten.

*

Fejgheden er det vanvid, som knuger de tusinde sind.

*

Lige som vilde dyr taber tusinde livsværdier ved at blive tæmmet - kvæles mennesket ved den falske kultur.
Ja - enden paa alt er jordens gru ved at se sin tabte vildskab.

*

- Og jeg saa de bløde kvindelejer, og de store mænd ligge derpaa, mere raa end stærke, fulde af foragt og latter og blodtørst; og jeg saa den hele jord indtil denne dag som blomsterdækket, østerlandsk harem, hvor hvert eneste menneske knuser og knuses frivilligt, instinktmæssigt.

*

Havde kvinderne stærkere mænd for øje, havde mændene mildere kvinder for øje; men der er sløjhed over hele linien.

*

Visse tanker fremkalder bylder.
Johannes Holbek.


Der ligger i menneskets automatiske skrift studiemuligheder til forstaaelse af de intentioner, der danner basis for vor skriveglæde, hensigtsløst nedkastet uden praktisk formaal.

Kun gennem ophævelsen af arbejdets nødvendighed og praktiske betydning opnaar man den virkelige inciterende og altopslugende arbejdsglæde. Det er denne frigørelse fra arbejdets forbandelse, vi i dag for første gang i menneskehedens historie har mulighed for at realisere, som kun maskinindustrien, den moderne teknik og det paa videnskabelig basis funktionelt ordnede samfund har muligheden for at skabe for menneskene. Videnskaben har udformet arbejdets tusindfoldige forbandelse, og kun videnskaben er i stand til at omforme denne forbandelse til velsignelse for hele menneskeheden.
Der er ingen tvivl om, at dette spørgsmaal er vort aarhundredes grundlæggende problem, i forhold til hvilket alt andet bliver periferisk. Det kræver en voldsom intellektuel skoling af de befolkningsmasser, der af udviklingen er udset til at blive dette nye forløbs organisationer.

De intellektuelle, eller den intellektuelle gruppe i samfundet, hvis arbejdsløsen er tankens klarhed, ser heri en mulighed for at komme til at spille en dominerende rolle i den kommende udvikling og gør bl.a. fortvivlede forsøg paa at indordne kunstlivet under sit førerskab og sin arbejdsmetode. De forstaar ikke, at kunstens stilling maa være en anden end deres egen. Kunstnere er ikke intellektuelle paa den maade, at det intellektuelle moment betyder noget centralt i deres kunstneriske arbejde.
For videnskabsmanden afhænger alt af, om postuleringen eller hypothesen er rigtig fra a til z, hvorimod det hele for kunstneren afgøres med, om den er inspirerende og livsdannende. at det til en vis grad bliver identisk, bevirker at kunst og videnskab følges ad, men deres arbejdsmetoder er grundlæggende forskellige.
Man har ved samtaler gang paa gang lejlighed til at konstatere, at den i videnskabelig tænkning skolede intellektuelle staar komplet uforstaaende over for kunstnerens intuitive tankespring og hovedrystende maa nægte at acceptere det som vederhæftigt arbejdsgrundlag. Her ligger det konfliktstof, der vanskeliggør kontakten mellem de intellektuelle og kunstnerne. Fejlen ligger hos de intellektuelle, der vil gøre kunstnerne til en slags intellektuelle, en flok andenrangs intellektuelle, der stadigt maa skuffe, fordi de bevæger sig i fremmede omgivelser. Det drejer sig for os ikke om videnskabelig, men om kunstnerisk vederhæftighed, en gartner har ikke brug for passer, lineal og regnestok for at vurdere sin planters grøde.
En malersvend, en barber, en husmand, enhver, der pludselig skaber ny kunst, har grundlag for at blive placeret centralt i kunsten, men de intellektuelle har ikke nogen mulighed for at placere en saadan mand, endsige vurdere ham.
Vil de intellektuelle have nogen glæde af kunstnere og kunsten, er de nødt til at tage den, som den er, som et selvstændigt omraade, og ikke prøve at tvinge den ind i seletøj for deres egen triumfvogn.
Den kunstner, der optræder med lidt intellektuel fernis, synes de at de forstaar. Meget af den moderne, naturalistiske, realistiske digtning er medvirkende til at sandsynliggøre denne kunstens tjenende stilling over for den klare tanke. I denne for resten tit talentfulde og dygtige journalistik paa prosa og vers er det kunstneriske islæt reduceret til æstetisk forsatspapir og typografi omkring avisreportage, trykt paa bøttepapir.
Vokalmusikken er i vore dages dogmatik reduceret til at være tjener og bærer af teksten, en kellner med et ciseleret sølvfad, der fjærnes efter serveringen. Det er en konsekvent misforstaaelse. Det kan ikke være nogen kunstarts egentlige formaal at tjene andre, heller ikke vokalmusikkens. Ingen kunstart skal tjene andre end sig selv som udtryk for en fri, selvstændig livsudfoldelse. Kan kunstarterne ikke smelte sammen i fuld frihed og uden at der gøres vold paa dem, maa de leve hver for sig, og man maa søge et nyt sprog af en anden beskaffenhed, der rummer alle de værdier, man har brug for.

Det er vor tids typiske indstilling til kunst: Tjen. Det er et krav, der slaar ind om os fra alle
sider: Kunsten skal tjene.
Men naar disse krav til kunsten formuleres, afslører dens proklamatorer sig som al sand kunsts fjender. Ingen demagogi er for simpel til at indsætte i kampen mod kunstens naturlige selvstændighed. Kan der ikke findes paa andet, sides der: tjen livet, vend tilbage til livet, lad kunsten vende tilbage til livet.
Somom livet fandtes bag ved en, somom man fandt liv ved at vende tilbage, hvor de hendøde sover deres evige søvn. Hvad mener de med det? Kunst er dog i sig selv noget levende. De mener i virkeligheden: Udslet jert eget liv, dø og gaa i vort livs tjeneste, bliv en livets dødsmaske, men vær ikke selv levende. Hold op med at skabe kunst, for kunst er liv, gør kunststykker for os i stedet.
Men bliv en gang for alle klar over, at vi ikke ønsker at gaa jeres veje. I kan selv støbe maskerne over de heroiske aspargesstængler, som I tror er livet. Det interesserer ikke os.
Vi er ungdommen, og kunstens problem er ogsaa ungdommens. Hele dette trods af krav er de samme til os og hele ungdommen: Tjen og vis samfundssind, paatag jer de pligter, som vi nu engang paalægger jer.

Hvilken nervøsitet præger ikke alle de "moralske" angreb paa ungdommen. Man aner, at den ikke vil være med.
Det er en fastslaaet kendsgerning, at vort aarhundredes kunstneriske nyskaben er sket i en kamp imod traditionen og reaktion, lige fra fynbomalerne og almuedigterne og til de yngste kunstnere.
Det er en lige saa fastslaaet kendsgerning, at traditionen, der indtil i dag har været stærkere end de nedbrydende kræfter nu, er ved at gaa i knæ.
Hen hvorfor vil man skjule, hvorfor det er sket. Man ønsker at skjule den kendsgerning, at traditionen er brudt sammen inde fra paa grund af sin manglende evne til at søge kontakt med det nyskabende liv.
Der tales saa meget om det aandelige præg, der præger vor tids krise. Men der er en begivenhed fra min tidligste ungdom, som jeg ikke glemmer. Vi levede fattigt i en Provinsby. Jeg sultede ikke, ingen sulter jo i dette lille rige land, men mange kartofler og en lille eller en halv frikadelle dag ud og dag ind faar et ungt menneske, der vokser i alle knogler, til at føle en evindelig sultfornemmelse.
Der holdt en kolossal lastbil med stor paahængsvogn uden for det offentlige slagtehus. Den var næsten fyldt med store nyslagtede oksekroppe, som blev baaret ud af arbejderfolk. Andre gik i store træskostøvler og stablede kroppene op, og det harmede mig, at de gik og traadte paa kødet. Da jeg ikke begreb svineriet, spurgte jeg en af dem: Hvad er al det kød til ? Han svarede: Det skal destrueres.
Jamen er der da noget i vejen med det? - Nej, svarede han studst.
Der stod jeg saa og gloede. En gammel mand, en aldersrentemand, der trissede afsted og intet havde at bestille standsede op og saa til. Ham maatte jeg betro mig til. Men han forstod aabenbart ikke, hvad det drejede sig om, for han rystede paa hovedet og trissede videre.

Jamen det kommer jo saadan set ikke dig ved, har man senere sagt til mig. Det var jo ikke dit kød.
Nej, det var ikke mit kød. Det er ikke mit kød. Jeg er glad for, at jeg var saa sulten, at jeg lagde mærke til det, og naar de kommer med deres krav og pligter, siger jeg: Det er ikke mit kød, og til ungdommen siger jeg: Det er ikke jeres kød.



Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS