asger jorn

Nogle iagttagelser vedrørende fænomenet Jean Dubuffet

Teksten er publiceret i: Konstrevy, Stockholm 1967, årg. 43, nr. 1, p. 23-28

Af ASGER JORN

Iakttagelserna om fenomenet Dubuffet är ett vänporträtt som bygger på en indgående kännedom om både mannen och hans verk och det är just dessa båda Asger Jorn sätter i relation till varandra. Han säger sig aldrig ha förstått den åtskillnad som ofta göres mellan en konstnär och hans verk. Viktig hos Dubuffet är hans självdisciplin.


Det brud, der skete i forhold til middelalderens verdensbillede, og som vi kalder renæssancen resulterede i et frugtbart kaos, som kan minde om det, der i dag er opstået samtidig med at mennesket frigør sig for sit bundne forhold til jordens overflade.

Særligt i efterkrigstidens kunst syntes det som om alt var muligt og tilladeligt. Intet syntes at kunne være bedre end noget andet. Alle værdi- og formbegreber meningsløse. Forsøgene på at give denne nye verden en kunstnerisk form syntes og synes stadig fortvivlende umuligt. Men i denne nye verden har maleren Jean Dubuffet udviklet sig som en kolos, levende, dynamisk og urokkelig på samme tid. Når jeg synes, at det hele er håbløst bliver jeg i godt humør blot ved tanken om, hvad Dubuffet allerede har realiseret og ved tanken om de overraskelser han stadig byder.

I Frankrig har man en betegnelse for en bestemt type mennesker inden for kunst og åndsliv. De kaldes les maudits, og det betyder ordret dem man taler ondt om, de der beskrives som onde. Da jeg kom til Paris efter krigen var Dubuffet allerede den mest maudit af alle malere, og jeg tror, at han stadig er det.

Nu er der i Paris et miljø som kaldes bohemen, og denne gruppe, som nærmest kan sammenlignes med de svenske raggare ( ? ) er som helhed maudit af borgerskabet, og føler sig af denne grund solidariske, men Dubuffet havde gjort det kunststykke også at gøre sig maudit af denne gruppe, de mente at have patent på denne specielle form for opmærksomhed. Alle talte ondt om ham og afmalede ham som et rent ud satanisk væsen.

Nu siges der jo så meget, og det var mig umuligt i Dubuffets billeder at genfinde noget som helst af den person. som jeg havde fået beskrevet. Jeg begyndte at samle på hans billeder i al beskedenhed, og en dag traf vi sammen. Jeg tror, at jeg kan sige, at jeg gennem årene har lært Dubuffet godt at kende. Jeg tror. at jeg tør sige at vi er venner. Dette venskab vil ikke vare længe, blev der spået, men tvært imod tror jeg, at det er er venskab for livet.

Man læser ofte, at den og den kunstner eller digter udførte vidunderlige kunstværker af en stor og rig menneskelig dybde, men som mennesker i det praktiske liv var de smålige, ondskabsfulde og umulige. Jeg har ofte undret mig over, hvordan en sådan dom kunde være holdbar, og jeg har endnu aldrig i praksis set den bekræftet. Jeg finder Dubuffet akkurat lige storslået som menneske og som kunstner. Jeg kan ikke se nogen som helst forskel. Borgerskabet arbejder med denne dobbeltfigur: Dr. Jekyll-Mr. Hyde, udadtil perfekte gentlemænd i samfundet og om natten forvandlede til bestiaske koncentrationer af ondskab. Ifølge det her omtalte dobbeltbillede skulde Dubuffet altså være lige det modsatte udadtil over for samfundet en ondskabsfuld, uberegnelig kapricios og ubehagelig fremtoning, der om natten i ensomheden foran sit lærred forvandles til et hjærtevarmt, forstående og generøst menneske med en altfavnende humor. Jeg kan ikke se det. Jeg finder dette skema for billigt.

Det er ikke min opgave at beskrive eller værdsætte Dubuffets kunst. Den taler iøvrigt for sig selv. Jeg ser heller ingen grund til at forsøge at give et litterært portræt af denne kunstners personlighed. Hvad jeg har ret til at skrive om er den betydning, som Dubuffets arbejde har haft for det jeg anser for den væsentligste del af kunstudviklingen efter krigen. Det er så enormt, at der her kun er plads til nogle antydninger.

Når Dubuffet i særlig grad har været istand til at markere vor tids kunstudvikling, skyldes det efter min mening to forbavsende veludviklede komponenter, en utrolig skabende potens og en lige så usandsynlig intelligensbetonet selvdisciplin. Den skabende potens er vel et resultat af evne og frihed, og det synes at være betingelser, som enten er givne i personligheden, eller de er der ikke. Her er ikke meget at diskutere om. Denne frihed er den af bohemen krævede livsbetingelse, en kunstnerisk livsbetingelse. Men som en ekstra betingelse, som den skabende kunstner må stille sig selv, ligger den frivilligt påtagne selvdisciplin, og det er om denne side af Dubuffets væsen, jeg vil tale, for den repræsenterer, hvor mærkeligt det end lyder, netop den fundamentale betingelse for hans kunstneriske generositet, en bevidst generositet, som er betinget af den højeste økonomi og sparsommelighed, den generositet, der ikke er gratis men kostbar.

Ethvert samfund er nødvendigvist underkastet en vis form for disciplin, visse regler for, hvad man skal gøre og ikke må gøre. Det ideelle højdepunkt for denne form for disciplin finder den gode borger i militærvæsenet, og det er almindeligt anerkendt at militærets høje krav om disciplin uden for systemet berettiger til en større afslappelse end normalt fra den almindelige borgerlige disciplin. Men jeg undrer mig over, om nogen har tænkt på den kolosale forskel der eksisterer imellem den disciplin, der er militært nødvendigt og den disciplin, der kræves af f. eks. et orkestermedlem eller en skuespiller. Her er hver eneste bevægelse, hver eneste forandring præcist bundet af sekunder. I forhold til den kunstneriske disciplin er den militære disciplin blot en simpel kadaverdisciplin, ikke en levende disciplin.

Jeg har lavet musik sammen med Dubuffet, og ved af erfaring, at han mestrer denne form for kunstnerisk disciplin med legende overlegenhed. Men det er intet under, for her drejer det sig om den højeste form for disciplin, den frivillige skabende selvdisciplin, som er hans inderste væsen. Både i orkestermusik, i film og teater drejer det trods alt blot om en udefra påført underkastelse under en fælles betingelse, hvor perfekt den end kan kræves kan den dog læres udenad. Dette er umuligt for den indre selvdisciplin, hvor kunstneren stiller sig sin mer eller mindre ukendte opgave. At underkaste sig de nødvendige betingelser for løsningen af denne opgave, betingelser, som man ikke kender, men må finde ud af, dette er hvad jeg kalder kunstnerisk selvdisciplin, og her er Dubuffet en uforlignelig mester, og det er netop når han som en buldog bider sig fast i forfølgelsen af et sådant måI, at jeg tror, at ukunstneriske borgere og bohèmer finder den skabende kunstner ulidelig og kapriciøs, netop på det tidspunkt, hvor han er det stik modsatte.

Det er her Dubuffet ikke er til at skyde igennem. Han lader sig ikke rokke en millimeter fra sit forehavende, og dette er noget, jeg beundrer hos ham, da jeg selv i katastrofal grad mangler denne evne, som bevirker, at han kan realisere ting, som jeg aldrig i livet vilde være istand til at gennemføre.

Det er ikke blot Dubuffet selv, der i hans kunst profiterer af denne arbejdsomme og systematiske omhyggelighed. Her ligger hans største generositet, for den danner fundament for udstrakte dele af, hvad det overhovedet er muligt at frembringe som kunst idag. Ikke blot i den kunstneriske praksis, men også på det teoretiske og det kunsthistoriske område har Dubuffet udbredt sit arbejdsfelt, indtil det epokegørende arbejde med hans Compagnie d'art brut. Ikke blot i dag, men ud i fremtiden har han projekteret nogle af de fundamentale kunstneriske perspektiver. Dette er naturligvis et postulat, som kun fremtiden kan bekræfte, men jeg tvivler ikke på, at den vil gøre det.

Her kommer vi til et spørgsmåI, som jeg tror, at det idag har en vis aktuel betydning at stille: Hvordan har det været muligt for Dubuffet at organisere hele dette enorme arbejde? Hvilke ydre betingelser har muliggjort, at det har kunnet gennemføres med den fornødne strænghed? Der er i de sidste år fremkommet megen kritik af kunstlivet i Paris, og få kender vel dets skyggesider bedre end jeg, men dog vil jeg påstå, at en sådan indsats kun har været mulig ud fra Paris. I Amerika eller Skandinavien vilde den have været umuliggjort. I Italien vilde den næppe have været mulig, og det er tvivlsomt, om den kunde have udfoldet sig i England eller Tyskland. Sådan ligger forholdene, og det vilde være forkert at se bort herfra, når man i dag forsøger at gøre sagen op, en virksomhed, jeg dog vil overlade til andre.

20.10 1966




 
 
 
 
 
Voksne 80 kr.
Pensionister 70 kr.
Studerende 70 kr.
Gruppe (+10) 70 kr.
Børn u/18 år Gratis
Medlemmer Gratis