Tidligere udstillinger

Erik Gamdrup Jensen

Erik Gamdrup Jensen

Fortælling

28. september - 8. december 2013

Museum Jorn præsenterede maler, tegner, lyriker, kogebogsforfatter og musiker, Erik Gamdrup Jensen (f. 1953), med en udstilling, der slyngede sig mellem det skrevne ord og de malede fortællinger. Udstillingen berørte nogle af de mest centrale temaer i Gamdrups virke: kvinden, naturen og gastronomien.


Erik Gamdrup Jensen, der er født og opvokset på et savværk i Lystrupminde ved Bryrup, frembringer i sine poetiske bogudgivelser eventyrlige hverdagsstemninger, der handler om møder mellem mennesker.

Dette er blandt andet tilfældet i bogen Azul, en fortælling om kakler, caféer og fader Antonio Da Silva. En fortælling, der begynder med et tilfældigt møde og senere leder læseren gennem slaget mod maurerne, den spanske inkvisition og jeg-personens forhold til Gud. Bogen, der var fremstillet til lejligheden, er ikke helt almindelig, hverken hvad angår dimension eller indhold. Den findes i ét eksemplar og med sin størrelse og placering i en vifte på gulvet, tilbød den som installation en fysisk oplevelse af fortællingen.

På udstillingen præsenteredes også den ni meter lange akvarel, Curriculum Vitae, hvor den håndskrevne fortælling i én linje ledte læseren gennem et landskab af billeder, som løb i hele værkets udstrækning og udfoldede Gamdrups fortolkninger af sit eget livsforløb.

Udstillingen omfattede omkring 100 værker fra Gamdrups poetiske bogudgivelser med titler som Hva' så med dild, Agurketid, Varmeværket, Hvorfor maurerne, Undulat og Føde. En væsentlig pointe med udstillingen var netop at vise disse originale tegninger, akvareller og illustrationer i forbindelse med de skrevne ord - alt sammen installeret i et stemningsfyldt sceneri, der kaldte på fordybelse.


Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS