museum jorn

Ex-skolen | Experiment Kunst Skole

Per Kirkeby, Del af trækvogn nr. 13 (1963) triptykon, i alt 212 x 366 cm

søndag d. 5/9 – søndag d. 5/12 2010

Poul Gernes, Per Kirkeby, John Davidsen, Peter Louis-Jensen og Bjørn Nørgaard er i dag navne, som mange kender, og skønt deres karrierer har formet sig ganske forskelligt, har de det til fælles, at de var en del af Den eksperimenterende kunstskole i Kbh. i 1960’erne.

Kunstneren Poul Gernes og kunsthistoriker Troels Andersen stiftede i 1961 et alternativ til Kunstakademiet, den såkaldte Ex-skole.
For stifterne repræsenterede Akademiet et forældet, elitært kunstsyn, og de introducerede nu en kunstskole fri for optagelsesprøver og snærende traditioner. Der blev fortsat undervist i blandt andet grafik og materialelære, men den docerende lærer var erstattet af kollektivets udfoldelse. Skellene mellem fin- og massekultur, udstillingsrum og byrum, skulle ophæves.
Ex-skolen stod således for en learning by doing-tilgang til det at skabe kunst, og denne uhøjtidelighed og nysgerrighed udfordrede ideen om kunstværket som noget subjektivt, ophøjet og evigt.

Op gennem 1960’erne fungerede skolen som inspirationscentrifuge for de unge kunstnere, og popkunst, happenings, minimalisme, og film var en del af det repertoire, som der blev eksperimenteret med. Som årene gik, blev de indbyrdes forskelle stadigt mere uomgængelige, og skolen opløstes i 1969.
Adskillige kunstnere kom og gik i kredsen omkring skolen mellem 1961 og 69, men udstillingen vil fokusere på de fem ovennævnte, som udgjorde selve kernen. I udstillingen vil indgå centrale værker, hvoraf mange er indlånt fra museer og private. Herudover vil der kunne ses grafik, smalfilm, plakater og installationer, og det er første gang at disse kunstneres arbejder og værker fra perioden vises side om side!

I forbindelse med udstillingen udgiver Museum Jorn et illustreret, 72-siders katalog med artikel og kronologi af Ex-skolens medstifter og konsulent på
Museum Jorn, kunsthistoriker Troels Andersen, som også har sammensat udstililngen.


Læs mere om udstillingen under udstillinger



 
 
 
 
 
Voksne 70 kr.
Pensionister 60 kr.
Studerende 60 kr.
Gruppe (+10) 60 kr.
Børn u/18 år Gratis