Tidligere udstillinger

Jorn og Picasso i samtale i Antibes, oktober 1946 - © Succession Picasso/billedkunst.dk 2013

Jorn <<< Picasso

Myter og møder

7. september - 8. december 2013

Asger Jorn opsøgte Pablo Picasso i 1946 i Antibes ved den franske riviera. Efter at have krydset et sønderbombet Europa, lykkedes det Jorn at sætte et møde op med sit store forbillede og inspirationskilde. Mødet markerer en milepæl for Jorn, og inspirationen kan direkte aflæses i Jorns værker i tiden efter. Udstillingen viste Picassos indflydelse på Jorns kunst generelt.

Guernicas rædsler
Lige fra det øjeblik, hvor den unge Asger Jørgensen oplevede det knap tørre mesterværk Guernica i Den Spanske Pavillon på Verdensudstillingen i Paris i 1937, blev en streng slået an. Ikke alene på grund af Picassos forfærdede og rasende protest mod fascisternes bombardement af den baskiske by Guernica, men også på grund af selve værkets ensfarvede rum, klaustrofobien, rædslen og den menneskelige identifikation. Picassos værk formåede at undvige alle kategorier og insistere på at frigøre maleriet som sit eget sprog - en moderne mytologi.

En tredje vej
Picasso repræsenterede for Jorn en stærkt eftertragtet ”tredje vej” i kunsten. Ved at kombinere både fortælling, tradition og eksperiment så Jorn i den spanske mester et forbillede for sin egen kunst. En inspiration, som ikke blot påvirkede Jorns kunstneriske holdninger og motiviske udtryk, men som også blev hos ham, da han senere bevægede sig videre og udviklede sit helt eget billedudtryk.

Startskuddet til Jorns keramik
De kunstneriske resultater af mødet i 1946, hvor Picassos maleri sprudler af livsglæde efter krigens traumatiske år, kan aflæses direkte i Jorns værker fra den tid. Det samme kan mere generelt slægtskabet med Picassos politiske engagement og ambivalente forhold til surrealismen, som Jorn identificerede sig stærkt med. Den første udstilling af Picassos keramik fra Vallauris, som fandt sted i årsskiftet 1948-49 på Maison de la Pensée Francaise i Paris, blev igangsætteren for Jorns eget arbejde med keramikken, og udstillingen på Museum Jorn udfoldede også denne del af Jorns værk.

Søpindsvin, fauner og tyrefægtning
Værkerne på udstillingen viser overordnet set Jorns forsøg på at arbejde med en anden form for disciplin og en verden af motiver, som var fremmede for ham. Men de viser også, at Jorn gradvist optog Picassos motiver, standpunkter og mytologier i sit eget univers; søpindsvin, fauner, tyrefægtning og de klassiske Picasso-ansigter bliver aldrig til at kende igen.

Udstillingen var baseret på flere års forskning i Picassos indflydelse på Jorn og viste i alt 154 værker, hvoraf 58 var af Picasso. Værkerne var lån fra 35 forskellige museer og private samlere over hele Europa. Udstillingen blev kurateret i samarbejde med den tyske professor Axel Heil.

Til udstillingen blev udgivet et illustreret katalog. Se i webshop...

© Succession Picasso/billedkunst.dk 2013


Museum JornGUDENÅVEJ 7-9DK-8600 SILKEBORG+45 8682 5388INFO@MUSEUMJORN.DK



This is the official website of Museum Jorn - Silkeborg|Any commercial user or copying must be approved by Museum Jorn - Silkeborg|Powered by Ajour CMS